Alsidig kommunikationsansvarlig

Alsidig kommunikationsansvarlig

Mino Danmark, København

Er du fagligt stærk og grundlæggende nørdet omkring at skabe god kommunikation? Kan du starte en dagsorden, og omsætte tal og data til spændende og letforståelige artikler og online content? Så vil Mino Danmark gerne bruge din hjælp til på konstruktiv vis at skabe et samfund, hvor muligheder ikke diskriminerer, og hvor landets minoritetsetniske borgere er en del af Danmark.

Du skal være alsidig, hvilket betyder, at du kan håndtere hele processen fra idé til produkt, hvad end der er tale om en artikel til hjemmesiden eller et traditionelt medie. Om der er tale om opslag til facebook og instagram med dertilhørende billede eller video. Det betyder, at dine kvaliteter spænder fra strategisk kommunikation til ”hands on” produktion. Vi søger en kommunikationsansvarlig, der forstår, hvorfor Mino Danmark er sat i verden og som kan tage ansvar for at foreningen udadtil også i fremtiden leverer kommunikation af høj kvalitet.  

Vi samarbejder med et udvalg af dygtige specialister ift. kodning, visuelt udtryk, videoproduktion, fotografering og redigering. Så der er ressourcer at trække på i et begrænset omfang.

I 2020 vil dine arbejdsopgaver bl.a. indebære medlemshvervning, gentænke Mino Danmarks hjemmeside fra bunden, sikre kommunikationsplaner for alle foreningens initiativer, samt fremme dagsordener i den offentlige debat.

En god ansøgning vil være præget af, at du har sat dig ind i Mino Danmarks nuværende kommunikation og beskriver, hvordan du vil gribe din rolle an.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Hvervning af nye medlemmer
  • At udvikle kommunikationsplaner for foreningens initiativer, såsom Mino Talks og vores forskellige fællesskaber. 
  • At sikre visuel branding af foreningen ved at tænke konceptuelt, særligt med henblik på hjemmesiden som helhed, men også generelt ved arrangementer og online opslag.
  • Udarbejdelse af grafisk materiale til vores projekter og forening
  • At yde kreativ sparring med Mino Danmarks projektledere samt eksterne konsulenter
  • At udforme skriftlig formidling af Mino Danmarks arbejde
  • Udarbejdelse af kommunikationsstrategi, pressemateriale, pressemeddelelser mv.  
  • Udarbejdelse af den overordnede strategi for Mino Danmarks SoMe-kanaler og indhold
  • Betjening af pressehenvendelser
  • Ledelse af en kommunikationspraktikant hvert semester
  • At opdatere Mino Danmarks hjemmeside (opsat i WordPress).
  • Fremme den minoritetspolitiske dagsorden ved at bistå direktøren med at skrive fx klummer, debatindlæg etc. 

Vi forestiller os at du:

  • Har en relevant journalistisk eller kommunikationsmæssig uddannelse  
  • Har erfaring med kommunikation, gerne fra politisk-, medie- eller ngo-miljøet
  • Har erfaring med skriftlig formidling og kan lide at skrive
  • Kan lave videoredigering og videografik (Adobe Premier Pro), ligesom du mestrer Indesign, Photoshop og Illustrator
  • Har udprægede samarbejdsevner og kan skabe relationer både internt i foreningen samt eksternt
  • Er struktureret og arbejder godt selvstændigt
  • Har du indsigter i og kendskab til minoritetsdagsordener er det et plus, men ikke et krav.

Vi tilbyder:

Du bliver en del af en sprudlende forening i hastig udvikling med godt samarbejde og gode kolleger. Du får et stort ansvar og mulighed for at arbejde med meget forskelligartede kommunikationsopgaver. Mino Danmark er et godt ”produkt”, som det er tilfredsstillende at fremme i offentligheden – og der er mange gode historier at finde blandt målgruppen og samarbejdspartnere.

Stillingen er i første omgang tidsbegrænset, foreløbig til 31. december 2020. Det er ikke med vores gode vilje, blot den konkrete økonomiske virkelighed. Vi forventer at forlænge stillingen fremadrettet. 

Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte Mino Danmarks direktør Niddal El-Jabri på 606 101 26.

Send din ansøgning med CV til info@mino.dk senest d. 17. januar 2020 kl. 12.

Der vil blive afholdt samtaler d. 21. og 22. januar i tidsrummet kl. 9.00 til 15.00.

Tiltrædelse snarest muligt.