Stine Bosse er blevet en del af Mino Danmarks nye repræsentantskab

Stine Bosse er blevet en del af Mino Danmarks nye repræsentantskab

Tirsdag d. 24. april blev Stine Bosse valgt som nyeste medlem af Mino Danmarks repræsentantskab.

“Jeg er beæret og stolt over, at en helt ny spiller som Mino Danmark kan byde en så erfaren og vigtig kapacitet som Stine Bosse velkommen på holdet. Vores syv-mand store repræsentantskab er nu fuldkommen klar til vores kommende ambitiøse handleplan,” siger bestyrelsesformand Abdel Aziz Mahmoud.

Stine Bosse bringer med 23 års erfaring fra erhvervslivet og fuldtids bestyrelsesarbejde i danske og internationale virksomheder og organisationer som Børnefonden Fisken, Concito og CBS, stærke strategiske kompetencer til Mino Danmark.

“Inklusion er en af vores tids helt store udfordringer. Dét at skabe ny viden og sikre, at denne viden når frem til beslutningstagere og borgere i Danmark er årsagen til, at jeg er gået ind i dette arbejde med Mino Danmark,” fortæller Stine Bosse.

Mino Danmark arbejder med at finde og realisere fordelene ved forskellighed i Danmark. Ifølge direktør i Mino Danmark, Niddal El-Jabri, valget af Stine Bosse styrker mulighederne for at realisere visionen om, at Mino Danmark i 2019 skal udvides fra alene at være en handletank til også at være en tænketank.

“Som tænketank vil Mino Danmark iværksætte nye initiativer på vidensområdet og udvikle og aktivere kvalificeret viden om minoritetsetniske danskere og forskelligheden i samfundet,” siger Niddal El-Jabri.

For mere information, kontakt sekretariatschef Anas Kababo: anas@mino.dk, 21 73 96 35.

Faktaboks:

Mino Danmark er en almennyttig forening, der arbejder for et samfund med engagerede og ligestillede minoritetsborgere. Siden foreningens opstart i 2016 er der afholdt syv Minority Talks i København, Aarhus og Odense med 82 paneldeltagere og over 2200 publikum. Mino Danmark har deltaget på begge Ungdommens Folkemøder og har i samarbejde med Grundfos, IBM og Tuborgfondet afholdt to Diversity Business Hackathons. Ligeledes var Mino Danmark til stede på Folkemødet i 2017 og var repræsenteret i ti debatter med prominente politikere som Martin Henriksen, Naser Khader, Inger Støjberg, Jan E. Jørgensen med flere.

Bliv medlem af Mino Danmark: https://mino.dk/bliv-medlem/

No Comments
Post a Comment