TONEN I DEBATTEN ER FALSK

Oprettet: 03-10-2019

Når Mino Danmark slår tonen an for en ny retning med ordene ”50 år uden en stemme”, så bør det skabe rumklang. For intet politisk emne er blevet tæsket så meget igennem som integrationen. Alle har en holdning til det. Alle taler med om det. Og valg er i årtier blevet vundet og tabt på netop dette spørgsmål. Om det er den massive eksponering eller den store interesse der kom først, er efterhånden svært at gennemskue. Men dagsordenen er sikker. Den er altid på tapetet.
 
Statistik er en kæmpe del af denne debat. Faktisk den, der oftest sætter det hele i gang. Nye målinger/rapporter/analyser viser, at det går en bestemt retning (oftest en dårlig), og straks slås alle de kendte toner an. Men hvad, hvis den måde vi tolker tallene på, faktisk er forkert? Hvad, hvis vi faktisk er blevet tonedøve?
 
I forsommeren udgav ”Tænketanken Unitos” en rapport om ægteskabsmønstre blandt de danskere, som statistisk kaldes for ”efterkommere”. Konklusionen var, at de i lavere grad end deres forældre giftede sig med de statistisk definerede ”danskere”, hvorfor det kunne udledes, at integrationen står i stampe. En række aviser, radioprogrammer og meningsdannere greb straks resultatet og startede en ophedet debat. Nogle få prøvede at problematisere ægteskab som integrationsparameter, men langt størstedelen valgte at bruge rapporten til at dokumentere, hvor skidt det går.
 
Ingen stoppede op og satte spørgsmålstegn ved selve rapporten. Ved tallene. Ved statistikken. Ikke før Steffen Groth senere på sommeren udgav en artikel i POV, hvor han berettiget pillede det hele fra hinanden. For rapporten fra Unitos er så fejlbehæftet, at man i bedste fald kan bruge den til at vise, hvor galt det kan gå, når vi ukritisk (eller manipulativt) bruger statistik.
 
Vi har i dette nyhedsbrev givet plads til Steffens ord, så han selv kan få lov at fortælle om det, der burde, men desværre ikke er, helt åbenlyst for os alle.
 
I Mino Danmark vil vi gøre op med tonedøvheden. Vi vil være minoritetens vagthunde. Vi vil sikre, at debatten tages hen på et sagligt niveau, der afspejler virkeligheden og de mennesker, som tallene dækker. Vi vil insistere på, at der tages højde for den skæve aldersfordeling, der er udslagsgivende i stort set alle analyser af etniske minoriteter i Danmark. Vi vil banke i bordet for, at man husker, at de statistiske kategoriseringer vi benytter på officielt plan meget hurtigt kan forvrænge det billede, som tegnes af menneskerne bag. Vi vil lave de analyser, som mangler i debatten, fordi de ikke passer ind i det politiske magtbillede.
 
Vores dedikation ligger i at sørge for, at påvirke tonen i debatten, så den i højere grad rammer virkeligheden derude blandt dem, det hele handler om. Blandt danskere med minoritetsbaggrund.
 
50 år uden en stemme er nok. Vi håber i vil være med.

Når Mino Danmark slår tonen an for en ny retning med ordene ”50 år uden en stemme”, så bør det skabe rumklang. For intet politisk emne er blevet tæsket så meget igennem som integrationen. Alle har en holdning til det. Alle taler med om det. Og valg er i årtier blevet vundet og tabt på netop dette spørgsmål. Om det er den massive eksponering eller den store interesse der kom først, er efterhånden svært at gennemskue. Men dagsordenen er sikker. Den er altid på tapetet.
 
Statistik er en kæmpe del af denne debat. Faktisk den, der oftest sætter det hele i gang. Nye målinger/rapporter/analyser viser, at det går en bestemt retning (oftest en dårlig), og straks slås alle de kendte toner an. Men hvad, hvis den måde vi tolker tallene på, faktisk er forkert? Hvad, hvis vi faktisk er blevet tonedøve?
 
I forsommeren udgav ”Tænketanken Unitos” en rapport om ægteskabsmønstre blandt de danskere, som statistisk kaldes for ”efterkommere”. Konklusionen var, at de i lavere grad end deres forældre giftede sig med de statistisk definerede ”danskere”, hvorfor det kunne udledes, at integrationen står i stampe. En række aviser, radioprogrammer og meningsdannere greb straks resultatet og startede en ophedet debat. Nogle få prøvede at problematisere ægteskab som integrationsparameter, men langt størstedelen valgte at bruge rapporten til at dokumentere, hvor skidt det går.
 
Ingen stoppede op og satte spørgsmålstegn ved selve rapporten. Ved tallene. Ved statistikken. Ikke før Steffen Groth senere på sommeren udgav en artikel i POV, hvor han berettiget pillede det hele fra hinanden. For rapporten fra Unitos er så fejlbehæftet, at man i bedste fald kan bruge den til at vise, hvor galt det kan gå, når vi ukritisk (eller manipulativt) bruger statistik.
 
Vi har i dette nyhedsbrev givet plads til Steffens ord, så han selv kan få lov at fortælle om det, der burde, men desværre ikke er, helt åbenlyst for os alle.
 
I Mino Danmark vil vi gøre op med tonedøvheden. Vi vil være minoritetens vagthunde. Vi vil sikre, at debatten tages hen på et sagligt niveau, der afspejler virkeligheden og de mennesker, som tallene dækker. Vi vil insistere på, at der tages højde for den skæve aldersfordeling, der er udslagsgivende i stort set alle analyser af etniske minoriteter i Danmark. Vi vil banke i bordet for, at man husker, at de statistiske kategoriseringer vi benytter på officielt plan meget hurtigt kan forvrænge det billede, som tegnes af menneskerne bag. Vi vil lave de analyser, som mangler i debatten, fordi de ikke passer ind i det politiske magtbillede.
 
Vores dedikation ligger i at sørge for, at påvirke tonen i debatten, så den i højere grad rammer virkeligheden derude blandt dem, det hele handler om. Blandt danskere med minoritetsbaggrund.
 
50 år uden en stemme er nok. Vi håber i vil være med.